Ranums historie

Kroen omkring 1890. En oplevelse fra Ranum Kro i året 1897: I 1897 udkom der i London en bog, der hed "In Jutland with a Cycle"..Den var skrevet af englænderen, Charles Edwardes, der allerede havde beskrevet en del andre lande, fortrinsvis omkring Middelhavet. Turister var ikke almindelige på den tid, og de fleste af dem var englændere. Nu havde Edwardes fået den ide, at han ville cykle fra Esbjerg, hvor han var gået i land, nordpå over Viborg og Aggersund, videre til Skagen. Her er beskrivelsen, da han kom til Ranum egnen: "Fra Strandby kørte jeg 10 km. uden stop til Bjørnsholm Kloster, tværs over "floden" Trend, og så knap en levende sjæI. En løs drift tørstige køer blokerede vejen tæt ved det ødelagte kloster, og da jeg havde passeret de trætte bæster, var jeg fri til at hvile mellem gravene og de gamle buske i dette smukke, træbevoksede hjørne, med kirkens lange, hvide masse mellem mig og vinden. Solen brændte her. Jeg fglte det, som om jeg havde kørt hele vejen til Rivieraen og havde ret til at se efter Aloe og appelsintræer i klosterhaven. Klosteret er helt borte, men omridset er tilbage. De har omdannet området til en moderne kirkegård. Der var gravet ned i det gamle bygningsområde. På en høj var der nye "sidste hilsener", kransenes bånd havde ikke taget skade af regnen, og ved siden af graven var en granitbasis til en massiv søjle dukket frem.Kapitæler med kugleudsmykning kunne ses rundt om i græsset. Et slangehoved, der var dygtigt lavet i sten, fangede også 6jet. Længere borte var der en halv tønde land eller deromkring af røde teglstensbrokker, med vegetation tæt omkring, og et krat af træer på en knold ovenover, og alle træerne med deres grene bøjet hårdt mod øst. I sin tid må dette Bjørnsholm Kloster have været meget betydningsfuldt; den hæse gøg afleverede nu en tone så patetisk som dets skæbne. Jeg kunne ikke komme ind i kirken. Men et chokerende lighus nedenunder var åbent for alle vinde, og viste en deprimerende blanding af ituslåede kister, et eller tohundrede år gamle, med deres benede indbyggere stikkende frem, som om de var blevet levende begravet og var døde, mens de kæmpede for friheden. Sammenbygget med den rødtagede kirke, (hvis farve harmonerede fint med den nu strålende blå himmel), var en stor kaserne af en bygning, med dynger af husholdningsaffald bagved, og mange vinduer, som ikke alle var forsynet med glas. Bygningen havde beboere, for jeg kunne høre dem skændes. Og det er alt, jeg ved om det. Klosteret kunne være et sindsygehospital eller et fattighus. Dets fremtoning kvalificerer begge muligheder. Derefter, med tordenrumlen bag mig, fløj jeg til Ranum foran et stærkt, langt vindstød. Regnen begyndte, da jeg kom til Ranum kro, hvor jeg drak kaffe i et meget nydeligt gæste-rum og nød selskabet af kroværtens søn, som var så venlig at komplimentere mig for mit danske. "De kunne være en landsmand", sagde han til sidst, hvad der ødelagde det hele. Smiger er en kunst; for meget og for lidt er værre end slet ingen.(Edwardes passerer Malle og Løgsted). Og nu var Løgstør i sigte, med et fint nyt kirketårn, og masterne fra flere små skibe mellem husene. Min kurs var ned ad bakken til den, og jeg var der snart'.